| Flere

Brug din foreningserfaring og DGI-viden

8 idrætter samarbejder om at sætte mere fokus på underviserroller, ledelse og kommunikation, bl.a. via overbygningsuddannelsen Morgendagens leder. Målet er at synliggøre de mange kompetencer over for uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Har du været på et DGI-kursus, er du ikke bare blevet en bedre træner. Du har også fået sociale kompetencer, har viden om ledelse, læring, kommunikation, kreative processer og meget andet.

De seks største idrætter i DGI er gået sammen om at sætte mere fokus på de mange kompetencer, idrætsaktive unge får ved at deltage i DGIs kurser. Målet er at gøre det mere synligt for omverdenen, hvad unge får ud af at være aktive i foreninger og i DGI.

Morgendagens leder:

DGI har sat gang i en række initiativer under overskrifen ”Morgendagens leder – start din karriere i idrætten!”

DGI Uddannelsesforum samarbejder om initiativerne og uddannelsen Morgendagens leder med otte idrætter i DGI, gymnastik, fodbold, badminton, håndbold, svømning, tennis, basketball og friluftsliv.

Synliggør kompetencerne

Et af midlerne til mere synlighed er at forbedre DGIs kursusbeviser og dokumentationen af de kompetencer, kurserne giver, fortæller projektleder i DGI, Troels Rasmussen.
- Ideen er at udforme en fælles skabelon for kursusbeviser, hvor vi synliggør kompetencerne og samtidig giver mulighed for at indskrive de ting, der er særlige for den enkelte idræt, siger Troels Rasmussen.
 
Samtidig er det målet at gøre de unge bevidste om, at de lærer meget mere på kurserne end bare at blive bedre trænere.
- Ved at sætte ord på realkompetencerne kan de unge bedre formidle det i en ansættelsessamtale eller bruge det, når de skal optages på et studie, siger Troels Rasmussen.

Et stærkt signal

Anne Tingager, der er formand for DGI gymnastiks uddannelsesudvalg siger, at det er et stærkt signal, at seks idrætter samarbejder om kursusaktiviteterne.
- Det giver øget opmærksomhed om de kompetencer, der ligger i DGIs kurser og uddannelser. Essensen er, at vi i vores idrætter har mange ting til fælles og gerne vil styrke de samme kompetencer hos kursusdeltagerne, men der skal selvfølgelig stadig være respekt for forskellighederne i de seks idrætter, siger Anne Tingager.
 
Også Per Baltzer, uddannelsesansvarlig i DGI fodbold, mener der er spændende perspektiver i samarbejdet om DGIs kurser.
- Det er enormt givende for det frivillige foreningsliv, at folk kan se, der er chancer for at få nogle færdigheder i foreningerne, som de kan bruge i resten af livet. Og så er det jo spændende at sætte ord på, hvad man bliver god til, når man har været på kursus i DGI, siger Per Baltzer.

Hvad er realkompetencer:

Realkompetencer er alt, hvad man kan – uanset om man har papir på det eller ej, uanset om man har lært det under uddannelse, i familie- eller fritidslivet.

Godt for studiet og jobmulighederne

Troels Rasmussen har bl.a. besøgt idrætsstudiet på Aarhus Universitet og læreruddannelsen på CVU Lillebælt for at høre om deres opfattelse af, hvilken betydning det har for de studerende, om de har været foreningsaktive og taget DGI-kurser.

Begge uddannelser siger, at studerende med forenings- og DGI-baggrund klarer sig godt på studierne. De er gode til at organisere og lede, fungere i grupper og teams og gode til at kommunikere.

Desuden er de studerende med forenings- og DGI-baggrund rigtig gode til at bruge deres netværk, og det giver bonus, når uddannelsen er færdiggjort.
- De er i stand til meget hurtigt at få et relevant job efter uddannelsen, fordi de har et godt netværk og ser sig selv i en proces, der rækker langt ud over eksamensdatoen, og det er jo utrolig positivt, siger Troels Rasmussen.


Opdateret 23. februar 2011 Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen